Get over it

Det er, det der med sygdommen og møde mennesker.
Frygten for hvordan de ser én.
Både dem der ved det.
Dem der finder ud af det/man fortæller det.
Og dem der ikke ved det.
De hører alle til i samme rodekasse her.
For jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan de ser mig og bedømmer mine handlinger.
Selv om jeg er velbehandlet.
Selv om jeg fungerer normalt.
Selv om jeg har søgt og fået et job på lige vilkår.
Selv om jeg passer det til alles tilfredshed (næsten – mangler stadig min egen).
Selv om jeg tager ligeligt del i familien – og sørger for det praktiske i hjemmet.
Selv om jeg er mere ligevægtig og harmonisk end nogen sinde før.
Så frygter jeg det.
At det eneste man ser, er diagnosen.
Og at hver gang jeg gør et eller andet minimalt anderledes bliver det begrundet med den.

Derfor hader jeg at møde nye mennesker.
Men det er for dumt.
Og jeg gør det alligevel!
For den dumme diagnose skal ikke styrer mit liv!
Det skal jeg sgu nok selv klarer!