Eller noget...
Jeg tror egentlig jeg hele mit liv har følt at jeg har snydt mig igennem.
Hvis noget går godt tænker jeg altid – det er også fordi.
En god eksamens karakter kan altid forklares ved et heldigt emne, at jeg kunne slå op i en bog og skrive af eller jeg lige faldt over nogle gode kilder på nettet.
Og når jeg ikke havde læst mere end jeg havde kunne det i hvert fald ikke være fordi jeg var god til faget.
Dårlige eksamens karakter var naturligvis fordi jeg ikke havde gjort mig umage, ikke havde læst. Og når jeg så alligevel bestod var dewt naturligvis pga en venlig censor, et heldigt emne eller at jeg måtte slå op i lærerbøgerne.
Sjovt nok måtte de andre elever eller studerende alt det samme – men de var da skide seje når det gik dem godt. Og det var jo flot bare at bestå når det gik dem skidt. Og gik det dem rigtig skidt – ja så måtte de have været super uheldige!
Sådan har jeg følt siden jeg fik min første karakter.
Og det er jo yderligere blevet bekræftet af at min far altid har ment jeg ’havde potentiale til mere’.
Den følelse har i det hele taget fulgt mig i alle livets aspekter.
At jeg snød mig til gode venner – for hvis de virkelig vidst hvor rådden jeg var ville de være smuttet for længe siden.
At jeg snød mig til min løn – for hvis min arbejdsgiver vidste hvor lidt jeg lavede (og at jeg snød mig til det jeg lavede – jeg kigger jo efter i manualer og andet vi har liggende) – ja så ville jeg hurtigt være ude.
Men hvis det virkelig var sådan hvorfor får jeg så ros for mit arbejde? Er arbejdsgivere så dumme?
Det tror jeg egentlig ikke.
Men får starks det puffet væk. Der har jo aldrig siddet én i en tilsvarende position før. De ved ikke hvad de skal forvente. Jeg score points på en billig baggrund! Som med eksamenerne!
