At man bare ikke orker at tage stilling til én lille bitte ting mere?
For sådan har jeg det godt nok lige nu!
Jeg vil bare SÅ gerne holde fri fra mit hoveds dumme kværnen!
Min forhistorie kort:
Denne uge har været mega hektisk. Vildt travlt på arbejde, min mand har været meget væk og min aftale med min kontaktperson blev aflyst. Vi skal have gæster + til gymnastikopvisning hele dagen i morgen med drengene og søndag skal jeg i byen. Jeg orker ikke rigtig.Jeg har svinget op og ned de sidste 16 år. Har alligevel formået at få
taget en uddannelse og blive kandidat. Passe fuldtidsjob, blive gift og få tre børn (tvillinger + en;-).
I de sidste 5-6 år har jeg flere gange råbt på hjælp. Hver gang er jeg
enten blevet afvist eller henvist til et sted med ventetid på minimum 6 mdr. Når
jeg endelig er kommet til har jeg været svinget så meget op at jeg troede jeg
kunne klare det hele selv!
I september 2006 blev jeg sygemeldt.
I oktober fik jeg diagnosen Bipolar Affektiv og startede behandling.
Siden starten af december har jeg snakket og besøgt mit gamle arbejde for
at vende tilbage.
I januar 2007 blev jeg fyret uden at få chancen for at vise jeg om jeg
kunne klare det.
Min kontaktperson rådede mig til at starte tilbage i et deltidsjob -
hvilket er som en nål i en høstak i min branche!
Pr. 1. marts startede jeg i en ny stilling (offentlig - præcis 37
timer!).
Samtidig var jeg ved at tage kørekort for at lette dagligdagen.
Jeg fik mit kørekort lige før påsken;-)
Alle siger til mig
Jamen det er da hyggelige ting du skal!
Ja, det er det! Men jeg analysere stadig alle situationer, hvad jeg siger og gør, for at finde ud af om det er lidt manisk, lidt depressivt eller blandingstilstand - eller forhåbentligt nogenlunde normalt.
Det er pissehårdt.
Og jeg bliver så træt i hovedet af det.
Jeg savner en dag til at holde fri.
Holde helt fri.
Ikke skulle tage stilling til nogetsomhelst.
Bare være.
Bare være til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar