Jeg synes det svinger lidt rigeligt for mig i tiden.

Og jeg synes desværre også det tit er en reaktion fra min husbond der får det til at dykke.
Er det fordi jeg er mega nærtagende?
Eller har han det måske svært ved at se mig lidt oppe?
Er han bange for jeg svinger helt op og laver ulykker?
Jeg ved det ikke rigtig.
Jeg havde en ret god dag på arbejde i går.
Bare stille og roligt ikke noget vildt.
God snak med et par kolleger.
En arbejdsopgave jeg rigtig gerne ville have.
Og fik nået det jeg skulle.

Hjemme fik jeg hentet de store.
Vi tegnede og malede sammen. Rigtig, rigtig hyggeligt!
Så lavede jeg aftensmad mens de var i haven.
Da manden kom hjem ordnede jeg noget han bad mig hjælpe med.
Bagefter spiste vi sammen – og det var vældig hyggeligt.

Så skulle han finde en løberute på pc’en.
Bagefter så vi på nogle resultater sammen.
Og han gik for at give børnene et bad.
Jævnligt kom han ind i rummet for at finde løbetøj og sådan.
Men jeg følte han hele tiden kom hen til mig for at se mig over skulderen.
Jeg har fortalt ham at jeg skriver i et forum om bipolar.
Men at jeg helst ikke vil have han læser med.
Så jeg lukkede ned når han kom hen.
Det blev han ret sur over.

Da han kom hjem fra løbeturen undskyldte jeg.
At jeg godt ved han bliver bange når han føler der er noget jeg skjuler.
At det ikke var for at skjule på den måde, men at jeg følte det var ok jeg skrev for mig selv.
Han sagde at han ikke følte at han kom tæt på skærmen.
Og at det bekymrede ham.
Endnu engang undskyldte jeg – og sagde, at det skulle jeg ikke have gjort.
Og nu græd jeg.
Han insisterede på, at det var fordi, når jeg skjuler, bliver han bange.
Jeg sagde grædende at det var det jeg vidste og jo også derfor jeg sagde undskyld.
Ok – så lukker vi den, sagde han.
Resten af aftenen kunne jeg godt mærke han stadig var negativ.
Og tonen kører videre her til morgen.
Det slider så meget på mig når han er negativ.
Jeg kan næsten ikke komme over den der please grænse.

Jeg har altid så gerne ville please for at alle skulle have det godt og være gode venner.
Jeg kan ikke bære når nogen er sur på mig.
Og jeg har gjort mange dumme ting af den grund.
Jeg har sagt undskyld. Begrundet hvorfor jeg handlede som jeg gjorde – beklaget at det virkede forkert. Og lovet ikke at gentage det. Så nu skal jeg ikke længere ned i knæ og slikke støvet af skoene. Jeg har lyst – for jeg kan ikke bærer når tingene er som nu. Men det nytter ikke noget!