Det kan vel ikke blive ved? Kan det?

Jeg synes det trykker bag øjnene. De klør endnu og jeg kan mærke trætheden i alle lemmer. Hvor ville jeg dog ønske at den forbandede træthed snart lettede. At jeg kunne få lidt overskud. Det er næsten ikke til at holde ud, at skulle slæbe sig gennem alt. Hvad mon der skal til for at jeg kan komme lidt ovenpå igen?
Hver eneste aften, når vi når til aftensmaden, så er jeg så færdig at jeg kunne tude! Jeg orker bare ikke så meget som en lille bitte ting mere.
Jeg trænger sådan til tid for mig selv – men når børnene er puttede så er jeg så træt at jeg bare går kold. Ved ikke hvad der skal til – men hvis der ikke snart sker noget går jeg kold!