Om at græde

a-ha - Crying in the rain

Skal vi ikke være venner

Med til mit soundtrack skal denne sang, som vi sang på de to stores første skoledag.
De synger de i det hele taget hvert år på første skoledag på den skole.
Jeg kan lide det - det giver mig gåsehud og tårer i øjnene på den gode måde.

Skal vi ikke være venner
Tekst og melodi: Torben Bunk / Preben Lund og Lars Bonde

Der er lys fra åbne døre
og musik der ta’r på vej,
råb og latter giver genlyd i mit øre.
Gennem alle disse stemmer,
er der en, der når til mig
i en stilhed, som bare jeg fornemmer
Skal vi ikke være venner
kom og sæt dig her hos mig
Jeg kan mærke, du er nogen, som jeg kender.

Og jeg er omkring i rummet,
og jeg søger efter dig,
og det er, som – alle stemmer er forstummet.
Gennem støjen fra de andre
i den stilhed, der er min,
kan jeg mærke – den bløde stemme vandre.
Skal vi ikke være venner…

I de nattemørke gader,
er der ikke en at se,
og på torvet står de tomme bænkerader.
Jeg ser gadelyset falde
i en vandpyt for min fod,
og jeg hører – den samme stemme kalde.
Skal vi ikke være venner…

Helt ærligt

Lige nu kan det hele rende mig!
Jeg er ærlig talt lettere træt af at prøve!

Hvis det stadig, efter to år, er svært at begribe at jeg skal prioriterer mine ressourcer.
Hvis det er svært at forstå at jeg forsøger at skabe frihedsgrader for andre.
Hvis det ikke er fesen ind, at selv om det at give andre rum kræver mindre energi end selv at feste rundt; men mere energi end en fælles hverdag.
Hvornår sker det så??
Og sker det nogen sinde?

Jeg er så ufattelig træt af at retfærdiggøre hvert evigt eneste valg jeg må træffe på baggrund af min diagnose.
Fat dog for helved jeg gør mit bedste!
Fat at jeg passer på mig selv - fordi jeg gerne vil være der for jer!
Og fat det uden at skulle spørge hver evig eneste gang!

Jeg er så sindsygt træt af at retfærdiggøre mig!

Diagnosen

Nu nærmer tiden sig hvor jeg har haft diagnosen i 2 år.
Det føles som om det var i går.
Har jeg virklig haft det mærke på mig i to år?
Det må jeg jo have haft!
Hvorfor er der så stadig så mange ting der føles nye?
Hvorfor er der stadig så mange ting der kører rundt?
Hvorfor er jeg ikke nået længere på den tid?

Dag 3

Så blev dagen i går overstået - og forløbig har denne dags start været stille og rolig

Har stadig temmelig grimme bivirkninger af medcinen - men det er jo forventet.
Vejret i dag passer fint til humøret - og det gør sjovt nok det hele lidt lettere.Så det går da stille og rolig fremad, tror jeg...

Lorte pisse åndsvage fucked up bras
Som om jeg ikke er lille nok og langt nok nede
Manden har lige sagt jeg lige så godt kan arbejde igennem når jeg nu ikke kan holde fri - for de har jo ikke rigtig nogen glæde af mig når jeg kun er der 1/4 dag. Så nu arbejder jeg og tager hjem og sover i stedet for at tage ud i sommerhuset til dem. Har lyst til at tudbrøle.
Fatter han da slet ikke at ungerne er dem jeg har allermest brug for at være sammen med lige nu?

Dag 2

Det er nu anden morgen med ekstra medicin - og mine sædvanlige symptomer ved medicin ændring er ved at vise sig: Rysten, kvalme, svimmelhed og ekstrem træthed. Heldigvis ved jeg jo det går over igen.
Insisterede på at få en samtale om to uger når resultatet af ændringen i medicinen foreligger - så må jeg jo tage den derfra.

Nå ja - da jeg sagde at mine tanker cirkler tætter på emnet selvmord end jeg egentlig bryder mig om, sagde hun at det skulle jeg bare skyde fra mig og ikke synke ned i dep. følelsen - hvordan er det lige man gør det?