Påskefrokost

Uhm – i dag skal vi have gode venner til påskefrokost.
Vi skal have sild.
Thai inspirerede karrysild og marinerede.
Og vi skal have lammefrikadeller med krydret agurkesalat.
Og ribbensteg med chilisalt serveret med abrikoskompot.
Og lun leverpostej med hele svineriet.
Og gode oste.
Mums!

Ligestilling II

I forbindelse med mit arbejde talte jeg forleden med en skolepsykolog om en dreng, som starter i indskolingen efter sommerferien. Psykologen beskriver drengen som feminin med ’løse håndled’ og en trang til at klæde sig ud i kjole og kalde sig Susanne. Dette adfærdsmønster har drengen øjensynlig tillagt sig, fordi hans far favoriserer lillesøsteren. Drengen vil være pige for at få fars kærlighed. Det kan jeg godt forholde mig til, men mener alligevel, at vi må se, hvad denne adfærd evt. udvikler sig til, og spørger psykologen, hvordan hun mener, vi skal tackle dette. Hun kigger underligt på mig og siger ’Han skal da selvfølgelig have at vide, at han skal holde op med det pjat, og opføre sig som en rigtig dreng!’…

Jeg erindrede i den forbindelse en debatbog jeg læste for et par år siden – nemlig: Leonora Christina Skov (red.): De Røde Sko - Feminisme Nu. Tiderne Skifter, 2002. 413 s.
Fra første del har jeg hæftet mig ved to indlæg: ”… Og hjortene brøler i brunsttid” af Malou Juelskjær og ”Hvem af jer er så manden” af Mette Liv Mertz, der begge beskriver de heteronormativitetsmulighedsbetingelser, der eksisterer i vores danske kultur. Indlæggene starter så absolut hvert sit sted, men ender med samme resultat – ’vi’ er heteroseksuelle, hvis ’vi’ vil være forståelige individer.

Jeg tænkte på hvad jeg skrev for et par dage siden – hvor langt er vi egentlig i lille dk?

Indlægget er inspireret herfra.

Og så var der veninden...

fra Kbh. der kom på besøg i den jyske hovedstad.

Under besøget kom hun tilfældigt ind på en bar:

Veninden: Jeg vil gerne have en lokal øl

Bartenderen: Du får en Ceres

Veninden: Jeg gider kraftedme ikke drikke det tyske sprøjt!

Spild af tid!

Uha, jeg har sådan en voldsom trang til at brokke mig i dag – igen, i dag!

Stod ude i produktionen for at hente frugt fra vores frugtordning og overhørt to medarbejdere stå at tale om mig som om jeg ikke var til stede.

Indrømmet at i min ikke helt friske stemning (har haft migræne i to dage) fik jeg ikke sagt goddag til den medarbejder der allerede stod der, da jeg kom.

Men jeg svarede venligt goddag da hun sagde det til mig – og jeg plejer altid at hilse venligt når jeg møder nogen – og ikke kun når de hilser på mig.

Medarbejder nummer to ankommer så og siger goddag – og vi to der allerede er der svare naturligvis – goddag.

Og så er det at nummer et siger til nummer to: 'Dejligt at nogen gider sige goddag' med sådan en rigtig spids stemme.

Nummer to: Det er jo almindelig høflighed.

Nummer et: Det har de ikke lært i administrationen – de hilser aldrig.

Nummer to: Nej det er de nok for fine til.

Mig: Hav en forsat god dag – og så går jeg pænt ind på min pind igen…

Jeg havde ellers beslutte mig for IKKE at brokke mig i dag.

Jeg hørte Anden med Spild Af Tid i radioen i bilen her i morges.

Og han sagde: Ta' hvad livet byder dig og find noget pænt ved det.

Og det har han jo egentlig så uendeligt ret i! Det er så nemt at fortælle alt det negative herinde. Få læsset af og komme videre – og det er jo også en glimrende ting.

Jeg skal jo bare også huske den anden side: Ellers ender I jo med at tro, at jeg er en gammel sur tante med citronmund og trutmås!

Der er jo masser af gode ting. F.eks. den glimrende kaffe jeg sidder og nyder sammen med et stykke excelent frugt fra vores glimrende frugtordning.

Min søn der sad og puttede sig ind til mig det meste af aftenen i går – bare fordi han havde lyst.

Min mand der kyssede mig hver gang han gik forbi mig her til morgen – fordi så blev dagen nok bedre.

Og ham motorcyklisten jeg kørte bag på vejen til arbejde i dag – med en lille cape (hedder det det? Sådan en lille kappe der kun dækker skulderbladende) udover sit almindelig motorcykel outfit – og med sådan nogle små spidser limet på hjelmen (eller hvordan det nu var fixet) – som en anden Batman wannabe. Det kan da bringe smilet frem på selv den mest morgengnavnes læber!

Hajer plejer at lade mennesker være

Sådan plejer vi ikke at gøre.
Bvaaaddrrrrrr.
Jeg brækker mig!
Nej, men min stilling er også nyoprettet.
Og jeg er her for at ændre nogle ting.
Og hvis du spørger mig om noget så får du svar.
Jeg siger hvordan jeg vil have det!
Og jeg argumenterer for det.
Og jeg stopper ikke fordi ’sådan plejer vi ikke at gøre’!
Kom med gode argumenter og jeg vil lytte.
Og lyt til hvad jeg siger.
Lad være med at modsige mig.
Og lad i sær være med at komme og spørg mig og så slutte med at gå til ordene ’jamen så går jeg op og gør som jeg sagde – så kan vi snakke om det andet senere’
ARRRRRRRGGGGHHHHHH!!!!!!!
Giv mig en boksebold!

Hov jeg har jo helt glemt at nævne,

at JEG HAR FÅET KØREKORT!!!!!!

Det er for vildt!!
I går lykkedes det sørme.
I en alder af et-stykke-over-de-tredive!!!!

Køresagkyndige var vældig flink.
Jeg fortalte lidt om nærlys, fjernlys og blinklys.
Tykkelsen af dækriller.
Horn og motorolie.

Derefter var vi ud at køre lidt.
På små villaveje med fartbump, masser af biler parkeret i siden samt børn og pensionister på vejen.
Derefter gennem lyskryds og bymidte.
Ud på landevejen.
Ud på de helt smalle veje fyldt med efterladenskaber fra landbrugsmaskiner.
Ind igennem en smal allé.
Videre rundt i midtbyen. Og forbi et vejarbejde.
Parallelparkere og rundt i villakvarter efter højrevigepligter.
Tilbage til start og bak i bås.

Jeg var SÅ nervøs.
Men jeg bestod sgu!

Ophobning af migræne

Har I hørt om noget lignende?
Jeg har aldrig!

Og jeg har heller aldrig været udsat for noget lignende!
Føj for den lede!
Nu har jeg i snart fire uger gået og døjet med det ene voldsomme migræneanfald efter det andet. Kulminerende mandag hvor jeg var så syg at vi måtte ringe efter vagtlægen og jeg fik morfin! Altså hvad er det for noget?

Jeg er nu på forebyggende medicin, skal have daglig massage (der udløser smerte i den grad at tårerne strømmer ned ad kinderne) og må så ellers vente på at egen læge vender hjem fra ferie!

Føj!
Føj - aldrig har jeg været ude for noget lignende og kommer det forhåbentlig heller aldrig igen! Har stadig kvalme, ondt og er små svimmel – men nu nytter det ikke længere.

Mor er ikke gal - mor er skuffet...

Skuffelsen rammer mig hårdt.
Som et knytnæveslag midt i maven.
Galden finder vej til min mund.
Og tårerne presser sig på i øjenkrogen.
Jeg mærker en kæmpe klump i maven.
Come on, Honey – get over it! Det er ikke verdens undergang!
Men skuffelsens dynd har taget godt fat. Det virker som resten af dagen – faktisk nok hele dagen – har været spildt. Jeg bander over mig selv. Hvorfor stiller jeg alle de forventninger. Uden forventning ingen skuffelse. Samel dig så sammen! Det er ikke verdens undergang. Det er ikke dagens ødelæggelse. Det er bare sushi. Eller retter det er bare mangel på sushi. Hvad så hvis den restaurant ikke har åbent hvis der er reklameret med det. Du dør næppe af sult af den grund!

At bruge ordet gourmet ville være for højtragende! Madsvin ville heller ikke være den korrekte betegnelse – selv om nogen sikkert ville sige det. Men personligt mener jeg at det begreb der bedst dækker begrebet er simpelt madglæde. Jeg glædes ved mad. Jeg glædes ved god mad. Jeg glædes ved god simpel mad. Få gode ingredienser der til sammen skaber en himmeriges mundfuld. Og ja, jeg kan glæde mig helt tosset til et måltid. Til at sætte tænderne i lige netop den ret som maner sig frem på min nethinde. Først nyde det smukke syn. Indsnuse duften. Mærke konsistensen mod mine tænder, min tunge. Og endelig smagen. Aaahh. Det er svært at sige hvilket køkken jeg foretrækker. Men favoritterne er nok italiensk, mexicansk, græsk, thai, japansk og dansk … men i det hele taget simpelt. Og der rammer fusionskøkkenet til tider også plet. Sushi. En himmeriges mundfuld. Når den er lavet korrekt. Jeg tør ikke købe den hvor som helst. Og der går rigtig lang tid mellem jeg får det. Ingen andre i familien er til det. Og jeg har lige hørt om et sted i Århus hvor man kan købe det Take Away. Og det skulle være godt! Og vi var forbi restauranten i mandags. Vi snuppede et menu kort med. Og så der var åbent tirsdag – søndag. Så jeg trillede da helt til Århus i går efter sushi. Men der var lukket. Forklaringen har jeg nu fundet på deres hjemmeside. Men ikke et ord i vinduet på restauranten. Eller på det menukort man kunne tage med uden for. Øv! Jeg får næsten lyst til at boycotte dem … hvis ikke jeg var så syg efter sushi

Jamen, Pelle, livet er ikke en jammerdal

Jeg sidder og tænker på Trunte i 'Vi på Krageøen'.
Da Pelles kanin er død, og han er helt utrøstelig, kommer hun og sige noget i stil med 'jamen, Pelle, livet er ikke en jammerdal'
Og det skal jeg huske! Jeg er så god til at generalisere.
Hvis jeg spilder bliver det til 'Det går ALTID galt for mig' og hvis jeg gør noget forkert 'Jeg kan ALDRIG gøre noget rigtig'.
Det er da smadder selvforstærkende at gå og sige sådan til sig selv.
Så slut:
M-I, livet er ikke en jammerdal!
Solen skinner!
Børnene er glad og slåsser (næsten) ikke!
Og jeg har snart ferie!

Så knus til alle jer!
Jeg håber, at det snart vrimler ind med gode nyheder til jer - for livet er ikke en jammerdal!
Og jeg tror fuldt og fast på at det er fyldt med gode ting til os der ude.

Ps.
Lykken er ... at sove længe
Lykken er ... at det var en god week end
Lykken er ... at jeg har ferie om 5 dage!

Anden på Spanden

Ja, det var han altså i går!
For han var kravlet op i sådan en stor metal skraldespand vi har til haveaffald - og han kunne ikke komme op igen.

Foto: Anne Geddes

Jeg kunne ikke lade være med at skraldgrine!
Det tog han mig godt nok MEGET fortrydeligt op.
Han var sur på mig i mindst 5 minutter.
Og det er længe for mors kælepot!

Ligestilling?

Kender du det … at have haft en rigtig god dag
Kender du det … at det er gået fantastisk på jobbet
Kender du det … at du har vundet over dig selv i dagens løb
Kender du det … at du har nydt turen hjem
Kender du det … at du måske har taget dig et par friheder på hjemturen fordi det bare har været så god en dag.
Kender du det … at du har glædet dig til at komme hjem til familien og dele glæden
Kender du det … at du møder en pisse sur ægtefælle
Kender du det … at der er intet du kan gøre der kan rette det op
Kender du det … at det ødelægger al den glæde der bobler i dig
Kender du det … at I kommer op og skændes
Kender du det … at I ingen løsning finder
Kender du det … at I går hver til sit
Kender du det … at du kommer til at tænke på hvor sur DU plejer at blive når ægtefællen gør som dig i dag.
Kender du det … at ægtefællen kommer ind fordi han kom til at tænke på hvordan han plejer at gøre når han har haft en dag som dig i dag.
Kender du det … at I siger undskyld til hinanden.
Kender du det … at I kommer til at skrupgrine af at I har spejlet hinanden SÅ meget!

Det køre, det køre

det køre for den skøre!!!!!!

Yes, yes så er teoriprøven overstået.
En megasejr for mig!

Jeg har altid kæmpet og slåsset for at bestå prøver.
Gået fuldstændig kold.

Det kan skyldes min sygdom.
I hvert fald gik alt fint i dag.
Så måske har medicinen også hjulpet der.

Det er bare sååååååå fedt!

Parforhold

For mig ser det ud til at udadgående mennesker tit finder sammen med hjemmemennesker - eller omvendt.

Er det fordi vi har brug for modvægten?
At vi tiltrækkes af forskellen?
Eller er det en masokistisk trang til problemer?

Kørekort!

Jeg er startet på at tage kørekort.
Og så siger du nok: Allerede nu i en alder af på-den-forkerte-side-af-tredive!
Nemlig!

Men selve det at få sig sådan et kørekort er jo lidt af en opgave.
Ikke fordi jeg ikke kan finde ud af at køre – det går nemlig temmelig godt.
(Det siger min kørelære selv!)
Og ikke fordi jeg ikke kan finde ud af teorien.

Men fordi jeg er M.D.
Først skal alle papirerne på kommunen.
Der sender dem til politiet.
Som sender min læge erklæring ind til embedslægen.
Og lige ca. 14 dage.
Så ringer jeg og rykker.
Så skal der skrives at jeg skal have det godkendt igen hvert andet år.
Så skal det tilbage til politiet.
Og ligge i ca. 14 dage.
Så ringer jeg og rykker.
Så får jeg et brev om at jeg skal have det godkendt hvert andet år.
Hvis jeg ikke har indsigelser går sagen videre.
Om 14 dage.
Så ringer jeg og spørger om der skal gå 14 dage.
Eller jeg må skrive jeg ikke har indsigelser.
Det må jeg godt.
Så aflevere jeg det hos politiet 2 timer senere.
Og beder dem sende det videre.
Dagen efter ringer min kørelære.
Efter stort pres har han fået mine papirer igennem.
Jeg skal til teoriprøve på mandag.

Fuck hvor jeg håber jeg ikke bliver for nervøs.
Fuck hvor skal jeg bare bestå.
Efter dette cirkus.

Jeg tror, at jeg fejre med en cola!

Stille og roligt glider hverdagene sammen.

Var det i går eller i sidste uge?
Jeg mindes det ikke!

Ville ønske, at jeg kunne sig,e at det var fordi alt var godt
Men sådan føler jeg ikke det er.
Det der glider sammen er spørgsmålene.
Og stressen.

Jeg kan heller ikke sige, at det er skidt.
For det er det ikke nødvendigvis.
Jeg tror ikke, at jeg er ved at blive syg.

Men jeg ønsker mig lidt mere rutine.
Rutine i spørgsmålene der tumler rundt.
Rutine i at håndterer hverdagens stress situationer.
Rutine i at tolke trætheden.

Og jeg ønske mig en weekend der ikke gør mig træt på forhånd.
Selv om vi ikke har planer med nogen.
Men kun private planer for hus og have.

Jeg vil bare gerne hvile.
I krop og sind.

Det er tidlig morgen og jeg er træt!

Træt fordi jeg er startet i nyt job!
Træt fordi jeg er mor til tre!
Træt fordi jeg står op klokken 5!
Træt fordi jeg så skal smøre 5 madpakker og gøre mig klar til job.
Træt fordi jeg skal cykle ned til bussen.
Træt fordi jeg skal med to busser og det tager minimum en time at komme frem.
Træt fordi jeg keder mig på jobbet.
Træt fordi jeg skal være færdig præcis til tiden.

Så jeg kan nå min bus.
Så jeg ikke misser min forbindelse.
Så jeg kan nå at cykle hen og hente de to store.

Og cykle op ad bakken med dem.
Og hente yngste mand.
Og drøne ud af døren med dem alle

Træt fordi jeg er alene med tre børn til mor, far, barn gymnastik.
Træt fordi vi skal skynde os hjem og have mad på bordet.
Fordi vores au pair skal til dansk.

Træt fordi jeg skal rydde op efter maden.
Træt fordi jeg skal bade tre drenge.
Træt fordi jeg skal læse og putte.
Træt fordi jeg skal rydde op efter dagen gerninger.
Træt fordi jeg skal ringe og berolige min syge mor om at alt går godt.
Træt fordi jeg skal ringe og fortælle min svigermor alt hvad vi laver.
Træt fordi det er sengetid.

Træt fordi jeg skal lyde engageret når manden kommer hjem fra et netværksmøde.
Træt fordi jeg endnu engang kommer for sent i seng.
Træt fordi jeg endnu engang ikke fik den tid og ro jeg gerne ville have med min familie.
Træt fordi den ro jeg får til mig selv er i bussen – og der stresser jeg jo alligevel over om jeg når den næste.

Træt fordi jeg gerne ville gå hjemme.
Træt fordi jeg gerne ville prioriterer anderledes.
Træt fordi jeg føler jeg skal.

Træt fordi jeg selv har været med til at træffe de beslutninger der gør det er sådan.

Hvordan ville det være, hvis tankerne ikke altid var der?

Er jeg på rette spor?
Er det den rette vej?

Er mine handlinger et tegn på begyndende Mani?
Er mine undladelser et tegn på Depression?
Og svinger jeg så meget, at jeg er i en blandingstilstand?

Er det ok at jeg er ked i denne situation?
Er jeg for glad for det der sker?

Sover jeg for lidt?
Sover jeg for meget?

Hvordan ville det være?
Jeg husker det ikke!
Ikke klart i hvert fald!

Dengang var der jo bare altid uro i mig.
Nu er der ro på trods af spørgsmålene.
Afklaret på trods af tvivlen.

Og spørgsmålene tager jeg som et sundhedstegn.
I min situation.

Og alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke:
Hvordan ville det være?